Her kan du læse mine egne 3 fødselsberetninger.

Fødslen af Phillip Mark: Svært at mærke mig selv

“Jeg vil virkelig gerne blive liggende sådan her”, bad jeg indtrængende! Jeg lå på alle fire og vuggede mit bækken fra side til side i en seng, på Glostrup hospital, i aktiv fødsel, den 12. juni 1990. Min jordemoder sagde: ”Jeg kan bedre assistere dig, hvis du kommer om på ryggen. På den måde kan jeg bedre følge med i, hvad der sker, og så kan måleudstyret bedre virke. Vi skal jo holde øje med, at din baby har det godt!” Jeg havde bælter med målere om maven, der skulle holde øje med mine veer og babys hjertelyd, såkaldt ctg. Klokken var omkring 3 om natten.

Jeg var ankommet til hospitalet cirka 23.30 med veer. Jeg var 21 år, førstegangsfødende og havde faderen til barnet, min daværende kæreste, ved min side. I graviditeten havde jeg gået til fødselsforberedelse, hvor jeg blandt andet blev præsenteret for tilbud om smertelindring og oplyst om eventuelle indgreb, der skulle kunne hjælpe mig med at føde mit barn. Hvad jeg ikke var blevet forberedt på, var alle de andre forslag, jeg konstant ville blive præsenteret for under fødslen. Jeg havde glemt, at jeg ikke var alene i føderummet, at jeg ikke kunne høre og mærke mig selv, fordi jeg hele tiden blev betvivlet i, hvad jeg selv følte. Og jeg var samtidig bange for at træffe valg, der kunne betyde, at det gik ud over mit barn.

Hvad vidste jeg, jeg havde aldrig prøvet at føde før…

Min kæreste hjalp mig med at komme om på ryggen, og hovedgærdet blev sænket. Ctg-bælterne irriterede mig, og jeg følte, jeg blev begrænset. Jeg græd, jeg havde ondt og jeg var i vildrede fordi min krop sagde en ting men jeg blev bedt om noget andet. ”Jeg mærker lige på dig”, oplyste jordemoderen mig. Det var sikkert i bedste mening, men det gjorde ondt, og jeg trak nærmest ballerne helt op i nakken, mens hun førte sine fingre ind, der hvor baby var på vej ud. ”Giv mig god plads kom. Med lidt god vilje er du cirka 6 centimeter”, sagde hun. Jeg var nærmest ligeglad, jeg ville bare gerne om på alle fire igen, hvor jeg havde ro i kroppen, og jeg følte jeg kunne være i mine veer. ”Vi kan give dig lidt ve-stimulerende, for så går fødslen lidt hurtigere, jeg kan godt se, du har svært ved at være i veerne” hørte jeg i baggrunden. ”Ja, fordi jeg ikke må bevæge mig som jeg har lyst til” havde jeg lyst til at sige, men turde ikke. Hvad vidste jeg dog om at føde, jeg havde jo aldrig prøvet det før?

Ve-stimulerende drop fik filmen til at knække

Inden fødslen havde jeg givet udtryk for, at jeg ikke ville have nogen former for medicinsk smertestillende. Min værste frygt var på daværende tidspunk, at jeg og dermed mit barn, ville starte livet sammen med kroppen fuld af sløvende medicin. Næstværst var tanken om at blive klippet i mellemkødet. Jeg fik mumlet noget om, ”bare det ikke påvirker mit barn”, og det blev jeg forsikret at det ikke gjorde. 30 minutter senere blev der lagt et drop med ve-stimulerende. Og derefter knækkede filmen. Min livmoder trak sig så hårdt sammen, at jeg mistede pusten og kontrollen. Jeg husker noget om, at jeg råbte efter et kejsersnit og bankede på mine årer, mens jeg sagde: ”jeg har gode årer, bare giv mig noget smertestillende”. Set i bakspejlet var det vanvid at give mig ve-stimulerende. Det var en helt normal fødsel med normal fremgang. Men jeg anede ikke, at fødslen var min egen. Jeg gav min power væk i det øjeblik, vi trådte ind på fødegangen. Jeg stod som en lille pige og sagde nærmest genert til den første, jeg mødte, ”jeg er i fødsel”. Jeg var bange for at blive sendt hjem, fordi jeg havde mærket ”forkert” og i det hele taget gjorde ”noget eller alt forkert”! Jeg var 21 år og følte, at hele verden vidste mere om mig, selv end jeg gjorde.

Så stoppede veerne pludselig…

Ved 4-tiden havde jeg det som om, jeg skulle på toilettet. Som i nu og med det samme. ”Det er nok presse-veer, bliv du bare liggende”, sagde min jordemoder. ”Jeg vil virkelig gerne på toilettet,” bad jeg. ”Nej nej, bare rolig, det er bare baby, du mærker,” fik jeg af vide. Jeg blev liggende, og kort tid efter var det som om veerne stoppede. Min krop holdt en pause.

Min jordemoder sagde bekymret, at det virkede som om mine veer var stoppet. Nu ville hun undersøge mig og så skrue op for ve-droppet, så der kunne komme gang i veerne igen. Jeg var næsten 10 cm åben, sagde hun, og nu skulle der blot nogle gode presseveer til, og så kunne jeg føde.

Hun er helt væk og skæv

Jeg lå på ryggen, og der blev skruet op. Jeg fik presseveer, men kunne ikke arbejde med dem. Jeg fik lattergas, som jeg var ved at suge ud af væggen. Mellem et par veer, hvor jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at slappe af i kroppen, mindes jeg stadig, at der blev sagt: ”hun er helt væk og skæv”. Jeg husker også, at jeg tænkte, at jeg skulle nok fortælle dem bagefter, at jeg altså kunne høre og registrere alt, men at jeg skulle bruge kræfterne til veerne.

Presseveerne tog stadig til, og jeg blev bedt om at presse alt, hvad jeg kunne, men ”hold op med at sige lyde samtidig” var beskeden. Klokken var 4.30. Jeg husker, at jeg spurgte, om der ikke var noget med, at tyngdekraften kunne hjælpe til, og at jeg gerne ville op og stå eller på alle fire igen og føde sådan. De ideer blev fejet af bordet.

Jordemoderen gjorde, hvad hun havde lært

Det lyder måske som om jeg synes, at jordemoderen var frygtelig. Men jeg ved, at hun blot gjorde det, hun bedst kunne og det, hun havde lært. Selvom det kom lidt bag på mig, at hun ikke bare vidste og forstod. Men hvor skulle hun vide fra, hvordan jeg er og fungerer bedst? Og jeg selv havde kun sat mig sporadisk ind i, hvad en fødsel var. Je havde mest lært mig om, hvad jeg ikke ville have, mere end hvad jeg gerne ville have. Min generelle måde at tænke på dengang var: ”Jeg vil egentlig gerne noget andet end det, der foreslås, men det er sikkert fint nok, og personen bliver måske sur eller såret, hvis jeg siger nej”. Det kunne være alt fra hos frisøren, til middag hos et vennepar eller et besøg hos lægen. Tror du lige, jeg har haft mange mærkelige frisurer, har spist mad, jeg næsten ikke kunne sluge og sagt ja til cremer og piller, som jeg i øvrigt smed ud da jeg kom hjem? Kald mig bare konfliktsky.

Jeg var bange for at gøre nogen vrede eller kede af det

Alt det, jeg ved i dag, om værdien bag at være ærlig og tydelig, var gemt bag, lad mig være ærlig: kunstig høflighed. Jeg skænkede det ikke en tanke, at min samlede oplevelse af fødslen også ville være afhængig af min evne til at være som en åben bog. Også selvom det ville afføde uventede reaktioner. Og det kan godt være grænseoverskridende. For de fleste af os er bange for at gøre nogen vrede eller kede af det. Men jo mere du vænner dig til at udtrykke dig uden frygt for reaktion, jo færre konflikter vil du opleve, ikke mindst med dig selv. Det er første og største lære inden en fødsel og inden forældreskabet.

Nu skal du altså føde!

Der ankom nogle mennesker til fødestuen efter en times pressen på kommando, men jeg ænsede dem dårligt nok. Min kæreste havde ingen anelse om, hvor han skulle gøre af sig selv. Jeg husker dog, at han forsøgte at finde ud af, om det var muligt at slukke den store lampe for enden af min hospitalsseng. Jeg havde bedt om, at lyset blev dæmpet, når vores baby blev født. Det blev han dog bedt om at lade være med, fordi de skulle bruge lyset. Da der var gået yderligere en rum tid, blev jeg fortalt, at hvis jeg ikke fødte nu, så ville de hente en kop eller jeg ville få kejsersnit. Min baby var begyndt at blive stresset i maven, og fostervandet var en smule grønt. Derfor var der blandt andet en børnelæge til stede.

Min jordemoder kom hen til mig, og jeg kunne se hun ”skulle noget”. Jeg vidste med det samme, at det var for at give mit mellemkød et klip, så jeg kunne føde hurtigere. Jeg blev bange, og jeg kan huske at jeg tænkte: ”Så, nu sker det”. Ærligt, det var langt mindre slemt end jeg frygtede, men min krop reagerede med at ryste, og jeg græd.

De smukkeste 4 kilo og 50 gram, jeg nogensinde har set

6.30 fødte jeg min elskede søn, liggende på ryggen. I det øjeblik, jeg mærkede hans krop glide ud mellem mine ben, tog jeg hænderne ned og holdt ham. Jeg husker stadig fornemmelsen af hans bløde, våde og på en gang stærke krop. De smukkeste 4 kilo og 50 gram, jeg nogensinde har set. Jeg tog ham op på mit bryst, og et par mennesker stimlede omkring os. De ville meget gerne se på ham, undersøge ham. Jeg holdt fast. De fortalte mig, at han ”knirkede”, og at de gerne lige ville have ham over på undersøgelsesbordet for at give ham lidt ilt og holde øje med, at han blev fin lyserød.

Tak jeg klarer den, vi tager den herfra!

Det er temmelig klart for mig, at han havde været presset over, at min livmoder og jeg krampede alt for hårdt på grund af den ve-stimulerende medicin. Jeg forstod ikke helt tumulten på det tidspunkt, men accepterede. Jeg har et billede, hvor jeg ligger og kigger over på, at han bliver undersøgt, mens hans far stod lige ved siden af ham imens. Jeg fik ham gudskelov tilbage allerede efter små 10 minutters tid og lagde ham instinktivt til brystet. Han sugede fint lige med det samme. Der kom dog alligevel en kvinde, jeg husker ikke, hvem hun var, og sagde at ”nu må du sørge for, han kan trække vejret”. Løvemoderen var blevet født samtidig med, at jeg fødte min søn, så jeg husker, at jeg kiggede op og sagde: ”Tak jeg klarer den, vi tager den herfra”.

Jeg troede, alle kunne læse mine tanker

Dengang var det næsten fast procedure, at man efter fødsel var indlagt op til 3 dage. I de 3 dage ville en del af personalet meget gerne have, at baby sov nogle timer ude af rummet, mens den nybagte mor ”kom sig”. Jeg havde på ingen måde lyst til at være adskilt fra mit barn. Jeg accepterede dog et par timer en nat, og det sidder stadig i mig ”hvordan kunne jeg”. Jeg havde blot ikke taget stilling til nogle af de ting, inden jeg fødte. Jeg ville ikke engang have vidst, hvor jeg skulle finde informationen om alle de spørgsmål, jeg pludselig skulle tage stilling til.

Derudover troede jeg at alle kunne læse mine tanker. At alle omkring en fødsel havde samme værdier som mig og samme forståelse af, hvad en fødsel kan løftes til at være. At de ville være mor som mig og dermed støtte lige netop min måde at ville være mor på. Men det var langt fra tilfældet. Det gik i sandhed op for mig, da jeg sad og tænkte min fødselsoplevelse igennem og også i dagene efter fødslen. Jeg bad om at komme hjem ”før tid”, fordi jeg følte, jeg skulle forsvare mine valg omkring mit barn og jeg. At amme i sengen og friamme var blot nogle af de kampe, jeg måtte tage.

Jeg lovede mig selv at skulle jeg have flere børn, så ville jeg være SÅ forberedt, jeg ville være klar til enhver kamp, der skulle kæmpes. Det fik jeg så lov til at prøve af 16 år senere.

Fødslen af Maya Magdalena: Klædt på til kamp

Den 20. februar 2006 vågner jeg 6.30 ved, at jeg mærker et lille ”smæld” nederst ved min livmodermund, og jeg føler jeg tisser lidt i mine trusser. Jeg er højgravid og venter mit andet barn, en pige og er cirka 39/40 uger gravid. Jeg er 35 år, og også dette barn er det vildeste ønskebarn. Jeg har gennem årene siden første fødsel uddannet mig til NLP-Master coach og er klædt på mentalt på alle leder og kanter. Jeg har også trænet hver eneste dag frem til og med 7. graviditetsmåned (spinning i højt tempo), så er klar til den kamp, jeg tænker fødslen bliver.

Betyder det, at jeg ikke kan komme i bad

Jeg vækker min mand og fortæller, at fødslen måske lige så stille er i gang, og at jeg vil tage et bad. Ligeledes går jeg ind til min søn, der er 16 år og siger blidt: ”godmorgen skat, vandet er formentlig gået, så vi kører nok afsted om nogle timer”. Han svarede søvndrukkent: ”Betyder det, at jeg ikke kan komme i bad”? Det har vi grinet en del af siden.

Fødeplan med klare ønsker for fødslen og tiden efter

Jeg havde skrevet en fødeplan, der denne gang havde beskrevet, at jeg altså var til stede, også selvom jeg ville virke som om, jeg var langt væk i min egen verden. Der stod også, at det var vigtigt for mig, at de lod mig føde, som jeg ville, og at jeg maksimalt ønskede lattergas som smertelindring. Ligeledes havde jeg i fødeplanen spurgt, om jeg måtte føde i vand, og om storebror måtte komme ind lige efter fødslen. Jeg bad om, at jeg selv måtte tage baby op til mig, og at jeg ville amme lige efter. At jeg ikke ville have en sprøjte i låret med kunstigt hormon, fordi amning og ro lige efter fødslen ville gøre det samme helt naturligt. Jeg følte mig okay forberedt, men som nævnt mest som at skulle i kamp.

Efter badet kunne jeg godt mærke, at denne fødsel nok ville gå ret hurtigt. Særligt da jeg satte mig på hug og føntørrede mit hår. Jeg fornemmede helt klart min datters lille hoved glide temmelig langt ned, og jeg følte nærmest hun var på vej ud. Kort efter tog vi afsted til Rigshospitalet. Der var 3-4 minutter mellem veerne, og det var nogle virkelig gode af slagsen.

Lattergas i lange baner – og så 3.750 gram perfektion

Vi ankom cirka 9.30 i morgentrafik, og vi blev guidet direkte til en ankomststue, hvor jeg mellem veer blev spurgt, om jeg ville have te, fik taget temperatur og blev lagt på ryggen med ctg-bælter, der måler ve-styrke, interval og babys hjertelyd. Jeg brokkede mig højlydt, men blev liggende. Efter få veer liggende på ryggen, nærmest skreg jeg efter lattergas. Bevægelsen havde hjulpet mig, men at ligge var hæsligt. Da jeg fik den, blev den mit anker, og jeg var igen ved at suge den ud af væggen. Min mand fortalte mig efterfølgende, hvordan jeg prøvede at tage bælterne af, og jordemoder og elev sagde begge meget tydeligt til mig, at de skulle måle mindst 25 minutter, så nu måtte jeg lige klare at ligge der, til målingen var færdig. Jeg nåede lige at få bælterne af, og så fødte jeg Maya 10.30 på ryggen, og min te var stadig varm. Igen den smukkeste baby, 3750 gram perfektion.

Jeg tog selv Maya op til mig og ammede med det samme. Jeg spurgte, hvorfor jeg ikke måtte føde som jeg ville, og fik svaret: ”Vi kunne bedst assistere dig sådan”. Vi tog hjem få timer efter med vores elskede nyfødte i armene.

Hvorfor skulle jeg kæmpe sådan for min egen fødsel

Jeg havde været klar til kamp, og det var sådan set også en ”kamp-fødsel”. Lige på og hårdt, og selvom jeg følte mig sej, undrede jeg mig igen over, at jeg skulle kæmpe så meget for at kunne føde, som jeg følte for. Hvad var årsagen til, at der skulle være indblanding? Og hvorfor skulle de måle min ve-styrke, når de kunne se, at jeg var i fuld fødsel og tydeligvis havde meget mere styr på mit ve-arbejde, når jeg bevægede mig? Det gav ingen mening, andet end at de på hospitalet skulle have styr på deres registrering. I kampens hede kom mit gamle mønster op om ikke at sige seriøst fra. Det blev i hvert fald overhørt.

Jeg havde på ingen måde sat min mand ind i mine ønsker. Han vidste kun meget lidt om, hvad jeg kunne tænke mig. Jeg var kommet en smule tættere på, men stadig for langt fra, hvordan jeg ønskede at opleve mig som fødende kvinde. Jeg vil understrege, at det havde mindre med at gøre, hvordan jeg fødte, men i høj grad om, hvordan jeg oplevede at være i balance med mig selv, mine ønsker og behov. Jeg ønskede at blive mødt der, hvor jeg er stærkest og bedst. Ikke at blive frataget mine styrker. Det følte jeg, at jeg blev, da jeg blev fortalt noget andet end det, jeg følte for.

Fødslen af Alma Olivia: En blid og nærværende fødsel

Florida, Delray Beach, 6 år senere er jeg igen gravid. Det er mit 3. barn, igen ønskebarn, en pige. Det er i øvrigt i denne periode, at mit navn ”Mama Christina” opstår, da jeg melder mig ind i et online graviditets-univers, hvor det påkræves, at man har et brugernavn. Jeg valgte Mama Christina som brugernavn.

Efter 6-7 måneder, adskillige skanninger og en moderkagebiopsi, der præcis som jeg selv var helt sikker på, viste en sund og rask datter, sagde jeg ”farvel og tak” til det system, der påstod, at det mest sikre var at være i deres varetægt og under tæt opsyn.

Så længe du ikke græder…

Mit samarbejde med min fødselslæge ophørte efter en samtale om den forestående fødsel, hvor hun  spurgte ind til, hvilken smertelindring jeg ville have under fødslen. Da jeg sagde ”kys, kram, motivation, rebozomassage og tillid”, svarede hun: ”du kan vist ikke huske, hvordan det er at føde. Men okay, så længe du lover mig ikke at græde, så kan du få det, som du vil have det. Græder du, kan jeg ikke holde til det”.

Om jeg overdriver? Det ville jeg ønske. Det var den ordrette besked, og den blev bakket op af den reserve fødselslæge, der skulle være til stede under min fødsel, hvis den første ikke kunne.

Få dig en doula!

Jeg takker dem stadig, og jeg forstår, at de i deres uvidenhed på så mange andre områder af fødslen end den kliniske, blot ville gøre det bedste, de havde at tilbyde. Jeg takker dem, for det var dem, der viste mig i retning af Doula-virket. ”Få dig en doula” udtrykte Phyllis Ob GYN (fødselslægen) nemlig. En ”Doula hvaffor’ en” spurgte jeg?

Og fra det øjeblik ændrede mit liv sig. Efter at have lukket og slukket for min gang på lægeklinikken, gik jeg hjem og undersøgte hvem, hvad og hvordan. Jeg fandt ud af at der var en fødeklinik mindre end 7 minutter fra, hvor vi boede i Delray Beach, The Palms Birthhouse, hvor der også var en doula ansat. Og så gik det ellers stærkt med at finde ud af, hvordan jeg fik fat i en doula. Samtidig havde jeg tæt kontakt til privat jordemoder Anne Ruby, som var en uvurderlig støtte hele vejen fra Danmark på telefonen.

Doulaen forstod mig – jeg var i fødehimlen

Jeg fik hyret den mest vidunderlige doula, som forstod at få mig helt ned i gear igen og ikke mindst til at slippe kampen og bevare mig selv. Jeg fik fokus på, hvad jeg selv mærkede i min krop. Jeg fik kontakt til min datter i livmoderen i stedet for at lægge energien over i, hvad andre mente. Derudover fik jeg en privat jordemoder og en reserve-jordemoder. Jeg var i himlen. Fødehimlen. Jeg fik massage, når jeg var til gravidtjek. Jeg havde skønne samtaler om, hvordan jeg selv ønskede, min fødsel skulle være. Der blev lavet ”yummy mummy” arrangement for mig med motherblessing med blomster og chokolade, og jeg følte mig som en gudinde.

Klar på alle planer – fysisk, mentalt, følelsesmæssigt og spirituelt

Den 21. december 2012 var jeg rund og blød i sind og sjæl. Jeg var klar praktisk, fysisk, mentalt, følelsesmæssigt og spirituelt. Fødslen startede igen med et lille smæld inde i min mave, vandet sivede klart og fint. Jeg havde lige sat mig for at se Matador i vores stue med mine 2 førstefødte og min mand. Phillip havde lavet en stærk ingefærte med frugter, og den kalder vi stadig for ”fødeteen”. Det var nemlig lige efter jeg drak den, at jeg mærkede smældet. Jeg var 39 uger + nogle dage gravid, og klokken var 21.30.

Jeg ringede til min ene jordemoder og doula og fortalte, at jeg kunne mærke, det nok ville gå lidt stærkt. Jeg bad om, at vi mødtes i det smukke Palms Birthhouse, og om de ville være søde at fylde fødekarret med det samme, så jeg kunne føde der. Da jeg ankom, kom min doula mig i møde, og min jordemoder ankom kort tid efter. Jeg blev mødt af begge med kys på min store mave og kærlige varme øjne.

Min helt egen fødsel – Alma Olivia blev født på en udånding og et primalbrøl

Jeg spurgte, om jordemoderen skulle undersøge mig vaginalt for at mærke status. Hun smilede bare og udtrykte, at det vidste jeg meget bedre selv, og med mindre jeg gerne ville have det, ville hun foreslå, at jeg selv mærkede eller bare afventede og nød fødslen. Jeg falder stadig i svime over det svar.

Selvom jeg lige skulle gennem en lille samtale med mig selv. For jeg havde jo været vant til, at andre skulle vurdere mig og eventuel fremgang. Det at skulle, det at overhovedet måtte vurdere sig selv, føltes først underligt, men det gav mig også den vildeste følelse af empowerment. Tænk at jeg overhovedet tænkte på, om jeg måtte. Det i sig selv fortalte mig, hvor langt væk jeg havde været fra mig selv før.

Denne gang var fødslen min egen. Jeg tog hånden ned, ind der hvor mit elskede barn var på vej ud. Jeg skulle ret langt op, men derefter mærkede jeg min datters lille dunede hoved, og jeg græd af glæde. Jeg var den første til at mærke hende, og jeg var den første hun mærkede på sit hoved uden for livmoderen. Jeg dansede lidt rundt, vuggede mine hofter og sad på en stor blød bold, mens jeg aede mig på min runde mave, talte lidt med min stadig ufødte datter og svøbte min krop i en lyserød rebozo. Veerne rullede gennem min krop og meddelte mig, at fødslen var nær. Jeg var på bølgelængde med alt i min krop og i min sjæl.

Jeg kom op i fødekarret, og under en time efter svømmede Alma Olivia ud til os. Født på en udånding og et primal-brøl af dem, der stadig sidder som den vildeste styrke i mine celler.

Resten af kvinden i mig blev født

Klokken 23.30. Hendes far sad hele tiden foran mig udenfor karret og var roligt til stede. Dog sørgede han lige for at tage min top af da Alma Olivia var ude, så jeg igen kunne amme med det samme.

Endnu et mirakel. Endnu en velsignelse af en baby. Og i det samme jeg fødte Alma Olivia, blev resten af den kvinde født, der havde startet sin rejse den 12. juni 1990 på Glostrup hospital. Fortsat rejsen på Rigshospitalet 20. februar 2006 og nu sad som en fødegudinde i vandet i The Palms Birthhouse. Med det største smil fra det dybeste sted i min sjæl.

En Doula Mama var også født, og jeg lovede mig selv i samme øjeblik, at jeg ville dele mine metoder til den absolut letteste og mest vidunderlige fødselsoplevelse. Jeg fødte 100 % som mig selv.

Nu er det din tur.